I 2022 udgav den helsingoranske erhvervsmand Jan Flintrup bogen ”Omkring Kronborg – en malerisamling fortæller”. Over 80 sider vises en række af de Guldalder Kronborg-malerier, Jan Flintrup har samlet, og de er alle beskrevet på fornem vis af tidligere museumsinspektør samt arkivar ved Museerne i Helsingør, Lars Bjørn Madsen. Forsiden af bogen prydes af et imponerende billede af Holger Danske malet i fotorealistisk stil af den danske kunstner Thomas Kluge, der blandt andre har portrætteret kongefamilien. Som en afrunding på hele projektet har Jan Flintrup bedt Thomas Kluge male et billede af Kronborg. Det fremtræder på samme måde i fotorealistisk stil, og det er nu afsløret for offentligheden i forbindelse med åbningen af udstillingen ”Evigt og altid – Kronborg”, hvor man både kan se Thomas Kluges nye billede, de billeder Jan Flintrup har samlet samt en lang række effekter leveret af de borgere, der elsker deres slot. Helsingoraner var til stede for både at høre Thomas Kluge berette om arbejdet samt få en snak med såvel Jan Flintrup som slotschef Christian Struckmann Irgens om udstillingen.
Podcast: Afspil i nyt vindue | Download